Hvad er parodontose?
Parodontose er tandkødsbetændelse, der har spredt sig til de dybereliggende væv, dvs. ned omkring tandroden. Dette medfører varigt tab af tandens rodhindefibre med efterfølgende nedbrydning af knoglen. Tandkødslommen bliver således dybere, og tanden sidder ikke længere lige så godt fast.
Med andre ord kan tandkødsbetændelse, der ikke behandles, udvikle sig til parodontose Og jo mere alvorlig parodontosen er, jo dybere bliver tandkødslommerne – og jo mere løse bliver tænderne
Ved alvorlig parodontose kan tandkødet trække sig tilbage og gøre tandens rod synlig. Nogle patienter oplever desuden, at tænderne flytter sig, og at de får dårlig ånde.
Parodontose giver sjældent gener, før sygdommen er alvorlig. Det er derfor vigtigt, at du regelmæssigt får kontrolleret tandkødslommernes dybde [pochemåling] og får taget røntgenbilleder. Røntgenbilleder kan vise, hvor fremskreden sygdommen er.